Hvornår har man lavet historisk analyse?
It's the context, stupid!!!
I forhold til fag som fx dansk og samfundsfag, der jo godt kan ligne historie på mange områder i emner og empiri, har historiefaget den forskel, at det tager udgangspunkt i historisk udvikling, forandring og kontekstualisering. Dette gøres ved, at vi med vores historiske metode trækker en række svar ud af kilder og bruger disse resultater til at vurdere samtiden i sin rette sammenhæng.
Og hvad betyder det så?
Jo, faget har som formål at kunne forklare, hvorfor mennesker i nær eller fjern fortid har handlet, tænkt, følt, skabt og skrevet, som de har. Det gør vi, fordi vi egentlig gerne vil kende til deres bevæggrunde, da (og her kommer pointen omkring, hvorfor historie primært er et humanistisk fag) vi har en forestilling om, at mennesker grundlæggende handler ud fra de samme forudsætninger. Forskellige perioder, forskellige kulturer og anderledes og til tider ekstreme påvirkninger har naturligvis betydet, at fortidens mennesker ikke har handlet, som vi ville have gjort det i dag, men i det ligger netop grunden til at arbejde med historien:
- at gøre sig bevidst om, hvad der ligger til grund for, at mennesker har taget de menneskelige valg, de nu en gang har. Se kontrasten til samfundsfag her.
Vi undersøger netop hverken bjergkrystaller, dinosaurer eller marsmænd, men mennesker i historiefaget.
Målet for en historisk analyse er således at finde sammenhængen mellem tekst og kontekst. Vi søger svarene på et bestemt spørgsmål i de tekster, vi har til rådighed, men det må aldrig blive en ensidig tekstanalyse afkoblet fra konteksten. Vi skal undersøge, hvilke forhold teksterne blev produceret under, men det må ligeledes heller ikke bare blive af afrapportering om omgivelserne, for så er det jo ikke analyse. Den gode analyse ligger i både at forholde sig til tekst og kontekst og ens problemstillinger skal stilles, så de kun kan besvares ved hjælp af disse to.
I forhold til fag som fx dansk og samfundsfag, der jo godt kan ligne historie på mange områder i emner og empiri, har historiefaget den forskel, at det tager udgangspunkt i historisk udvikling, forandring og kontekstualisering. Dette gøres ved, at vi med vores historiske metode trækker en række svar ud af kilder og bruger disse resultater til at vurdere samtiden i sin rette sammenhæng.
Og hvad betyder det så?
Jo, faget har som formål at kunne forklare, hvorfor mennesker i nær eller fjern fortid har handlet, tænkt, følt, skabt og skrevet, som de har. Det gør vi, fordi vi egentlig gerne vil kende til deres bevæggrunde, da (og her kommer pointen omkring, hvorfor historie primært er et humanistisk fag) vi har en forestilling om, at mennesker grundlæggende handler ud fra de samme forudsætninger. Forskellige perioder, forskellige kulturer og anderledes og til tider ekstreme påvirkninger har naturligvis betydet, at fortidens mennesker ikke har handlet, som vi ville have gjort det i dag, men i det ligger netop grunden til at arbejde med historien:
- at gøre sig bevidst om, hvad der ligger til grund for, at mennesker har taget de menneskelige valg, de nu en gang har. Se kontrasten til samfundsfag her.
Vi undersøger netop hverken bjergkrystaller, dinosaurer eller marsmænd, men mennesker i historiefaget.
Målet for en historisk analyse er således at finde sammenhængen mellem tekst og kontekst. Vi søger svarene på et bestemt spørgsmål i de tekster, vi har til rådighed, men det må aldrig blive en ensidig tekstanalyse afkoblet fra konteksten. Vi skal undersøge, hvilke forhold teksterne blev produceret under, men det må ligeledes heller ikke bare blive af afrapportering om omgivelserne, for så er det jo ikke analyse. Den gode analyse ligger i både at forholde sig til tekst og kontekst og ens problemstillinger skal stilles, så de kun kan besvares ved hjælp af disse to.
Vi arbejder altså med:
(Nedenstående skal ikke ses som en taksonomi, men som forskellige perspektiver, der overlapper og på mange måder siger det samme på lidt forskellige måder)
Historisk udvikling
Vi forholder altid den periode, vi undersøger, med perioder der går forud og/eller perioder, der følger efter. Vi ser på, hvilke påvirkninger der ligger i det lange stræk - det diakrone perspektiv. Her har vi zoomet ud og ser på, hvordan perioder skifter, og hvilke faktorer der har betydning for dette.
Forandring
Vi rykker tæt på og undersøger, hvorfor forhold forandrer sig. Enhver historisk analyse arbejder med, hvorfor et eller andet er anderledes, end det var tidligere. Det er altså ikke nok at konstatere en situation, men at forklare den som et symptom, der er kommet ud af en række forskellige påvirkninger.
Kontekstualisering
Det er ikke historisk analyse, hvis ikke man forholder sine kilder til sin kontekst. Det er IKKE nok at konstatere, at Cæsar, Luther eller Obama udtalte sagde, skrev eller gjorde det ene eller det andet, men at forklare, hvorfor det lige netop skete, da det skete, og hvilken betydning konteksten havde for, at udsagnet eller handlingen kom til at se ud, som den gjorde.
En god øvelse i denne forbindelse er at spørge sig selv: Hvorfor skete dette ikke 100 år før eller senere? (man kan justere tidsspændet efter behov). Dette vil ofte klargøre, at verdensordner, interne magtkampe, perioders mentalitet eller begivenheder har haft en betydning for kildens form og indhold.
Kildelæsninger og metode
For at kunne sige noget om fortiden må vi have fat i den. Det får vi gennem vores kilder, som er levninger fra fortiden (læs mere mere om kilder og fremstillinger her). For at få vores ønskede svar ud af kilden, så vi kan bruge den til at sige noget om udvikling, forandring og kontekst, må vi benytte os af historisk metode.
Husk, at enhver kildegennemgang skal afsluttes med, at du gør dig overvejelser over, hvad du egentlig kan bruge kilden og analysen til ifht den stillede opgave!
(Nedenstående skal ikke ses som en taksonomi, men som forskellige perspektiver, der overlapper og på mange måder siger det samme på lidt forskellige måder)
Historisk udvikling
Vi forholder altid den periode, vi undersøger, med perioder der går forud og/eller perioder, der følger efter. Vi ser på, hvilke påvirkninger der ligger i det lange stræk - det diakrone perspektiv. Her har vi zoomet ud og ser på, hvordan perioder skifter, og hvilke faktorer der har betydning for dette.
Forandring
Vi rykker tæt på og undersøger, hvorfor forhold forandrer sig. Enhver historisk analyse arbejder med, hvorfor et eller andet er anderledes, end det var tidligere. Det er altså ikke nok at konstatere en situation, men at forklare den som et symptom, der er kommet ud af en række forskellige påvirkninger.
Kontekstualisering
Det er ikke historisk analyse, hvis ikke man forholder sine kilder til sin kontekst. Det er IKKE nok at konstatere, at Cæsar, Luther eller Obama udtalte sagde, skrev eller gjorde det ene eller det andet, men at forklare, hvorfor det lige netop skete, da det skete, og hvilken betydning konteksten havde for, at udsagnet eller handlingen kom til at se ud, som den gjorde.
En god øvelse i denne forbindelse er at spørge sig selv: Hvorfor skete dette ikke 100 år før eller senere? (man kan justere tidsspændet efter behov). Dette vil ofte klargøre, at verdensordner, interne magtkampe, perioders mentalitet eller begivenheder har haft en betydning for kildens form og indhold.
Kildelæsninger og metode
For at kunne sige noget om fortiden må vi have fat i den. Det får vi gennem vores kilder, som er levninger fra fortiden (læs mere mere om kilder og fremstillinger her). For at få vores ønskede svar ud af kilden, så vi kan bruge den til at sige noget om udvikling, forandring og kontekst, må vi benytte os af historisk metode.
Husk, at enhver kildegennemgang skal afsluttes med, at du gør dig overvejelser over, hvad du egentlig kan bruge kilden og analysen til ifht den stillede opgave!