Kollektiv erindring
Hvordan husker vi som samfund? At vælge at bruge historie eller ej er ikke et valg - vi kan slet ikke lade være. Hver eneste gang vi tager en beslutning, træffer vi den på baggrund af vores erfaringer og dermed fortiden. Der er grænser for, hvor mange gange vi bliver ved med at lægge hånden på en varm kogeplade, da vores erfaringer fra fortiden lærer os, at det nok gør ondt. Og sådan gør vi faktisk med alle vores beslutninger, og det kan vi kalde for historiebrug. De fleste af os vil altså mene, at vores hukommelse er vores egen. At vi hver især oplever ting igennem vores liv fra fødsel til død, som tilsammen bliver vores erindringer - altså dem af dem vi kan huske... Måske syntes du ikke, at dine trivielle, personlige oplevelser kvalificerer som "historie", og det kunne vi sikkert skændes længe om, men pointen er, at der findes andre erindringer, der både overskrider individet selv og den tid, individet har levet i. Her er tale om erindringer, som vi deler med et kulturelt fællesskab, og her har vi også at gøre med erindringer, som vores kultur har oplevet, og derved dækker de også perioder fra før, vi selv blev født og handler om begivenheder, vi ikke selv har oplevet. Vi har derfor som danskere "erindringer" om vikinger, selvom der er 1000 års afstand mellem os og begivenhederne, og den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 syntes også at stå lysende klart i vores erindring, selvom de færreste af danskerne, og med sikkerhed ingen af jer, var vidner til disse fem forbandede år... Spørgsmålet er, hvordan dette kan lade sig gøre. Forklaringen ligger i, at vi er omgivet af fortællinger, der knytter sig vores kultur. Vi oplever disse fortællinger i historier forældre og bedsteforældre videregiver til os, gennem bøger og film om historiske temaer, gennem museer og monumenter vi cykler forbi på vej til skole - og selvfølgelig gennem jeres fabuløse historieundervisning. Vi har dog ikke et forhold til disse fortællinger som blot løsrevne eventyr eller ud fra en akademisk tilgang til fortiden, men i stedet bliver de en del af vores måde at forstå verden på - en del af vores begrebsapparat og en del af vores identitet. Fortiden bidrager med andre ord til nutidsforståelsen som en del af en integreret selvforståelse. Man kan således sige, at vi husker med et formål. Når vi husker vikingerne som seje, erobrende, kulturfremmende og fremsynede, hænger det sammen med, at vi opfatter vikingerne som danske, og da vi jo også er danskere, vil vi gerne arve disse egenskaber og de bedrifter, vikingerne stod bag. Disse erindringer om vikingerne har vi primært fået gennem populærkultur, sproglige vendinger, statuer og i mindre grad gennem skolesystem og museer, men her findes fortællingerne også. Ligeledes har vi fælles danske erindringer om besættelsen, og her er det erindringen om folket med den retfærdige sag, der stod sammen mod en brutal overmagt. Disse fortællinger er ligeledes kommet på plads gennem populærkulturen og i særlig grad bøger og film - her i særlig grad fx tv-serien Matador. Her får man fortalt historien om, hvordan en bred front af den danske befolkning støttede op om modstandsbevægelsen, og hvordan folk, der ikke støttede op om denne, blev opfattet som pariaer. Der ligger en klar selvfølge i, at vi gerne vil erindre på denne måde, da den jo maler et billede af os selv, som vi godt kan lide at kigge på. Men i samme moment kan man jo tale om, at denne tilgang producerer glemsel - det kan du læse mere om her. Endelig kan man nævne tidens fascination af stenalderen og dens kornprodukter, som her bliver omtalt som "Forfædrenes fuldkorn". I den forbindelse er logikken, at gammelt er lig med godt, og det siger nok mere om en utilfredshed med den moderne verdens stress og jag og derfor drømme tilbage til en simplere og mere "autentisk" tid - I øvrigt et fænomen som kendes til alle tider. Men dette skaber jo et problem. For det er jo ikke altid (eller sjældent), at erindringen er faktuelt korrekt. Tværtimod kan myter, overdreven positiv selviscenesættelse, og ønsket om at glemme nationale ydmygelser have en stor betydning for opfattelsen af virkeligheden. Der er forhåbentlig ingen af jer, der ville sætte en note i jeres større skriftlige opgaver, hvor I henviser til jeres erindring i stedet for en lødig historiefaglig sekundærlitteratur, og der har været en tendens til, at man fra det akademiske miljø så ned på erindringer som en kilde til forståelse af fortiden. Dette har dog forandret sig noget i den senere tid, og denne forskel på den videnskabelige opfattelse af "Historie" over for erindringen kan du læse mere om her. Man kan ligeledes se på, at bestemte steder, monumenter, jubilæer og kunstværker kan være centrale i vores erindringshistorie. Det kan du læse mere om her. Men selv om vi i forskellige kulturer danner erindringer, er erindringen er foranderlig. Mange faktorer har betydning og mange aktører har interesse i at forme erindringen. Erindringen bliver derved politisk, når staten, interesseorganisationer, forskellige klasser eller etniske grupperinger ønske at forandre den etablerede erindring, og ligeledes kan nye generationer, nye problemstillinger og ændrede strukturer omforme den. Dette sker dog langsomt. Det, vi arbejder med, er altså: –Hvordan husker en kultur? –Hvorfor husker den, som den gør? –Hvad gør denne erindring ved kulturen? |