Levns- og beretningsslutninger - endnu et eksempel
I eksemplet med Dannevirke (se her) er det klart, at fysiske genstande og bygningsværker jo ikke kan behandles som beretning, men kun som levn - eller med andre ord: Alle kilder kan ses som levn, men kun nogle som beretning. Langt de fleste skriftlige kilder kan dog bruges både som levn og som beretning, så lad os tage et par eksempler fra Tyskland i 1930'erne:
I 1937 blev der sat en udstilling op i München med titlen Der ewige Jude. Udstillingen skulle fremstille det jødiske folks fortrædeligheder, og i den forbindelse blev en plakat produceret, som skulle få folk til at besøge museet (billede til højre).
Plakaten forestiller en usoigneret, asiatisk udseende mand, der holder nogle mønter i den ene hånd og en pisk i den anden. Under armen har han et kort over Sovjetunionen mærket med det sovjetiske nationalsymbol - hammer og segl.
Behandler vi det først som levnsslutning, er dette billede altså et lille stykke af Tyskland i 1937. Hvis vores opgave er at forstå nazistisk paranoia og stigmatiseringen af jøder i mellemkrigstidens Tyskland, er dette den korrekte måde at slutte på. Fra vores kildekritiske værktøjskasse trækker vi først analyse af ophavs- og kommunikationssituation samt repræsentativitet. Vi placerer plakaten på vores tidslinje for at forstå den i forhold til anden tysk antisemitisme antisemitisme og den politiske udvikling i Tyskland i perioden. Ydermere vil det være oplagt gennem diskursanalysen at prøve at forstå den virkelighed, der bliver opbygget i billedet, og vi undersøger måske derudover, hvilken mentalitet der kan skabe et sådant billede - og omvendt hvilken mentalitet plakaten er med til at skabe.
Behandler vi plakaten som beretningsslutning, ser vi plakaten som en fortælling om jøder i mellemkrigstiden. Hvis vores opgave er at se på nazistisk propagandavirksomhed i 1930'erne, må vi se på den historieskrivning, der blev produceret, og i så fald er en beretningsslutning det rigtige valg. Vi vil her se på, om det er en sandfærdig fortælling, der bliver skabt, og til det benytter vi os igen af ophavs- og kommunikationssituationen, hvor det jo er tydeligt, at afsenderen ikke er særligt begejstret for jøder, men vi fokuserer derudover i høj grad på tendens for at undersøge dens troværdighed. På den måde finder vi hurtigt ud af, at dette jo ikke er et sandfærdigt billede, da det jo er groft overdrevent og generaliserende - og her ser vi endda bort fra problemet med at være kapitalist (mønterne) og marxist (hammer og segl) på samme tid (hvilket ikke var et problem for nazisterne). Vi har altså fundet ud af, at dette ikke er en troværdig kilde til en forståelse af jøder i mellemkrigstiden, men i forhold til vores stillede opgave begynder arbejdet først for alvor nu, når vi skal bruge vores pointer til at forstå, hvorfor den nazistiske propagandaafdeling valgte løgnagtige fremstillinger i sine billeder af jøderne.
Man kan således bruge kilden som både levn eller beretning, og begge dele er sådan set lige gode. Og man vælger det ene eller det andet er således afhængigt af det stillede spørgsmål.
I eksemplet med Dannevirke (se her) er det klart, at fysiske genstande og bygningsværker jo ikke kan behandles som beretning, men kun som levn - eller med andre ord: Alle kilder kan ses som levn, men kun nogle som beretning. Langt de fleste skriftlige kilder kan dog bruges både som levn og som beretning, så lad os tage et par eksempler fra Tyskland i 1930'erne:
I 1937 blev der sat en udstilling op i München med titlen Der ewige Jude. Udstillingen skulle fremstille det jødiske folks fortrædeligheder, og i den forbindelse blev en plakat produceret, som skulle få folk til at besøge museet (billede til højre).
Plakaten forestiller en usoigneret, asiatisk udseende mand, der holder nogle mønter i den ene hånd og en pisk i den anden. Under armen har han et kort over Sovjetunionen mærket med det sovjetiske nationalsymbol - hammer og segl.
Behandler vi det først som levnsslutning, er dette billede altså et lille stykke af Tyskland i 1937. Hvis vores opgave er at forstå nazistisk paranoia og stigmatiseringen af jøder i mellemkrigstidens Tyskland, er dette den korrekte måde at slutte på. Fra vores kildekritiske værktøjskasse trækker vi først analyse af ophavs- og kommunikationssituation samt repræsentativitet. Vi placerer plakaten på vores tidslinje for at forstå den i forhold til anden tysk antisemitisme antisemitisme og den politiske udvikling i Tyskland i perioden. Ydermere vil det være oplagt gennem diskursanalysen at prøve at forstå den virkelighed, der bliver opbygget i billedet, og vi undersøger måske derudover, hvilken mentalitet der kan skabe et sådant billede - og omvendt hvilken mentalitet plakaten er med til at skabe.
Behandler vi plakaten som beretningsslutning, ser vi plakaten som en fortælling om jøder i mellemkrigstiden. Hvis vores opgave er at se på nazistisk propagandavirksomhed i 1930'erne, må vi se på den historieskrivning, der blev produceret, og i så fald er en beretningsslutning det rigtige valg. Vi vil her se på, om det er en sandfærdig fortælling, der bliver skabt, og til det benytter vi os igen af ophavs- og kommunikationssituationen, hvor det jo er tydeligt, at afsenderen ikke er særligt begejstret for jøder, men vi fokuserer derudover i høj grad på tendens for at undersøge dens troværdighed. På den måde finder vi hurtigt ud af, at dette jo ikke er et sandfærdigt billede, da det jo er groft overdrevent og generaliserende - og her ser vi endda bort fra problemet med at være kapitalist (mønterne) og marxist (hammer og segl) på samme tid (hvilket ikke var et problem for nazisterne). Vi har altså fundet ud af, at dette ikke er en troværdig kilde til en forståelse af jøder i mellemkrigstiden, men i forhold til vores stillede opgave begynder arbejdet først for alvor nu, når vi skal bruge vores pointer til at forstå, hvorfor den nazistiske propagandaafdeling valgte løgnagtige fremstillinger i sine billeder af jøderne.
Man kan således bruge kilden som både levn eller beretning, og begge dele er sådan set lige gode. Og man vælger det ene eller det andet er således afhængigt af det stillede spørgsmål.