Skriftlighed i historiefaget
Her kan du se nogle grundlæggende krav til, hvordan man skriver i historiefaget. På mange måder adskiller det sig ikke fra fag som dansk og samfundsfag, men der alligevel en række træk i historisk formidling, som er anderledes end andre fag.
Historiefaget i gymnasiet er jo langt hen af vejen et mundtligt fag: der er ikke indlagt nogen skriftlig dimension, og i timerne arbejder vi primært med arbejdet med kilderne i en mundtlig form. Dette arbejde er langt hen af vejen det samme i skriftlige opgaver, men nogle elementer af analyse ser anderledes ud, når det skal ned på papir. Det drejer sig mestendels om den sproglige formidling. Ved den rette skriftlige formidling tydeliggør man det analytiske element og et fagligt sprog.
Du kan læse mere om kapitler og afsnit her.
Historiefaget i gymnasiet er jo langt hen af vejen et mundtligt fag: der er ikke indlagt nogen skriftlig dimension, og i timerne arbejder vi primært med arbejdet med kilderne i en mundtlig form. Dette arbejde er langt hen af vejen det samme i skriftlige opgaver, men nogle elementer af analyse ser anderledes ud, når det skal ned på papir. Det drejer sig mestendels om den sproglige formidling. Ved den rette skriftlige formidling tydeliggør man det analytiske element og et fagligt sprog.
Du kan læse mere om kapitler og afsnit her.
- Skriv primært i præteritum (datid). Når man bliver grebet af sit arbejde og er godt nede i en historisk periode, falder det mange lige for at skrive i præsens (nutid), hvilket jo dramatiserer fortidens til tider lidt støvede begivenheder noget. Dette er dog en uhensigtsmæssig form, da det bliver temmelig anstrengende at læse og fører til en manglende afstand til det behandlede. Dette er man (mere) sikker på ved at vælge præteritum, når man skriver om fortiden i sin redegørelse (fx: "Den spændte økonomiske situation kulminerede den 24 oktober 1929, da aktiekurserne faldt drastisk på børsen i Wall Street. USA reagerede på krisen ved at opsætte toldmure og var ikke længere i stand til at købe varer fra udlandet, eller yde lån til udlandet") Når man man derimod beskriver kilden i sin analyse, skal man selvfølgelig skrive i præsens (fx: kilden er et læserbrev; kilden må anses som troværdig osv.)
- Veksl i mellem citater og parafrasering af citater. Citater sikrer din tekstnærhed og skal bruges rigeligt - langt mere end når vi arbejder med det i timerne. For mange citater oven i hinanden er dog anstrengende at læse, og derfor må I meget gerne veksle mellem egentlige citater og omskrivninger af citater. Ex: "Cicero indleder sin tekst med at klargøre, at det er uacceptabelt at have et erhverv, som folk finder usympatisk, f.eks. som opkræver eller penge-udlåner. Dette forklarer han på følgende måde."
- Brug af sætningsindledere. Når man skal arbejde skriftligt med kilderne, er præcision ganske vigtig. Derfor skal det stå klart, hvem der udtaler hvad, og hvilken type udsagn, der er tale om. Dette kan gøres gennem sætningsindledere, som selvsagt indleder en sætning på en faglig måde. Denne kan være bundet til afsenderen som fx: "Cicero mener"; "Cicero postulerer"; "Cicero diskuterer"; "Cicero begrunder". Det kan derudover knytte sig til teksten: "Kilden belyser"; "Kilden illustrerer"; "I kilden sammenlignes"; "i kilden fremhæves". Og det kan endelig knytte sig til et enkelt citat: "I citatet kan man se"; "Citatet udtrykker"; "Citatet giver et billede på"; "citatet fremhæver"; "i citatet defineres". Arbejder du på denne måde, kommer du nærmere på et fagligt sprog.
- Brug af forbindere. Når man skal arbejde sig fra en observation til en konklusion, er der også bestemte ord, som kan være anvendelige. De binder sætningerne sammen, så argumentet kommer til at fremstå logisk og tydeligt. Det kan fx være kausale forbindere som: fordi; da; af den grund; eftersom; heraf, følger, altså. Eller additive forbindere som: herudover: dertil kommer; endvidere; dels;for det første; for det andet. Ellers kan det være kontrast forbindere som: på trods af; derimod; imidlertid, dog, trods alt.