Uddybning af begrebshistorien
Historieforskningen har altid forholdt sig til begreber, men der har indtil 1970'erne ikke været en konsekvent analyse af begrebers forandring og bundethed i historiske perioder.
Den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006) stod bag en systematisk undersøgelse af forskellige begrebers foranderlighed og var hovedarkitekten på et kæmpe leksikon (9 fede bind...) om begrebers historicitet (Geschichtliche Grundbegriffe, 1972-1997).
Kosellecks hovedtese var, at begreber er foranderlige og påvirkede af den tid, de bliver formuleret og brugt i. På den måde kan metoden trække tråde til både diskursanalyse og mentalitetshistorien, men forskellen er, at begrebshistorien modsat diskursanalysen er stramt fokuseret på begrebernes kontekst, og i forhold til mentalitetshistorien at den arbejder med sproglig foranderlighed.
Koselleck mente, at en begrebshistorisk tilgang er uundgåelig og uundværlig, når vi skal forstå fortiden. Vi er nemlig ikke blot adskilt fra fortiden i tid, samfundsstruktur, skikke og moral , men også i sprog. Det er derfor, at vi ofte løber panden mod en mur, når vi forsøger at læse ældre kilder og har vanskeligt ved at forstå, hvad de egentlig mener. Pointen er, at ordskallen (altså selve ordet: fx demokrati, stat, borger, arbejde, familie osv.) består, mens indholdet i ordet forandrer sig afhængigt af sammenhænge.
I den forbindelse trækker Koselleck en streg i mellem det før-moderne (oldtid > ca. 1750) og det moderne samfund (ca. 1750 - ca. 1850). I det før-moderne samfund havde mennesket en forståelse af, at fremtiden ville forme sig med udgangspunkt i og ikke langt fra fortiden. De levede i en struktur, som kan betegnes som statisk indenfor både produktion, samfundsforhold og levevis. Var man født som søn af en bonde, blev man efter al sandsynlighed også bonde selv, og man abonnerede så at sige på sine forfædres erfaringer, når man tolkede sig selv. Det vil sige, at det erfaringsrum, samtidens mennesker forstod sig selv ud fra, havde stor indflydelse på deres fremtidshorisont. Hvordan skulle man have en forventning om en meget anderledes fremtid, når ens erfaringsrum er knyttet til en statisk opfattelse af liv og samfund?
Det moderne menneske dannede derimod ikke længere sin forventningshorisont ud fra erfaringsrummet. I perioden 1750-1850 blev så mange grundlæggende forandringer indenfor politik, produktion og filosofi skabt, så grundlaget for menneskets opfattelse af sig selv blev forandret. Det var elementer som fx oplysningstid. oversøisk ekspansion, udvikling i videnskab og teknologi, drastisk økonomisk vækst og politiske revolutioner som betød, at afstanden mellem erfaring og forventning blev markant større i denne periode. Nye muligheder lagde grunden for bla. udviklingen af kapitalismen, som med udgangspunkt i opdagelser og industrialisering øgede forventningerne om fremtiden, som gled stadigt længere fra det statiske erfaringsrum. Da udviklingen gik så hurtigt, var der ikke mulighed for at skabe et nyt erfaringsrum, som kunne skabe grundlag en gendannelse af sammenhængen med fremtidshorisonten. Tværtimod bliver det en ny doktrin for det moderne menneske, ikke at lade sig begrænse af fortidens erfaringer i dannelsen af fremtiden.
Det er derfor, at vi kan ikke forstå tiden før 1850, da den forcerede bevægelse ind i moderniteten har afskåret os fra det erfaringsrum, det før-moderne menneske trak på. Dette betyder dog heldigvis ikke, at vi skal lade fortiden ligge, men ved hjælp af en grundig analyse med hjælp fra de metoder som er beskrevet her på siden, kan vi kommer tættere på en forståelse af fortidens menneskers brug og forståelse af begreber.
Begrebshistorien er heller ikke indskrænket til at forholde sig til det før-moderne samfund, men kan sagtens benyttes til en forståelse af nyere problemstillinger. Begreber som menneskerettigheder, demokrati og folk er hele tiden i forandring og afhængig af den kontekst, de bliver brugt i, så bare se at komme i gang...
Den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006) stod bag en systematisk undersøgelse af forskellige begrebers foranderlighed og var hovedarkitekten på et kæmpe leksikon (9 fede bind...) om begrebers historicitet (Geschichtliche Grundbegriffe, 1972-1997).
Kosellecks hovedtese var, at begreber er foranderlige og påvirkede af den tid, de bliver formuleret og brugt i. På den måde kan metoden trække tråde til både diskursanalyse og mentalitetshistorien, men forskellen er, at begrebshistorien modsat diskursanalysen er stramt fokuseret på begrebernes kontekst, og i forhold til mentalitetshistorien at den arbejder med sproglig foranderlighed.
Koselleck mente, at en begrebshistorisk tilgang er uundgåelig og uundværlig, når vi skal forstå fortiden. Vi er nemlig ikke blot adskilt fra fortiden i tid, samfundsstruktur, skikke og moral , men også i sprog. Det er derfor, at vi ofte løber panden mod en mur, når vi forsøger at læse ældre kilder og har vanskeligt ved at forstå, hvad de egentlig mener. Pointen er, at ordskallen (altså selve ordet: fx demokrati, stat, borger, arbejde, familie osv.) består, mens indholdet i ordet forandrer sig afhængigt af sammenhænge.
I den forbindelse trækker Koselleck en streg i mellem det før-moderne (oldtid > ca. 1750) og det moderne samfund (ca. 1750 - ca. 1850). I det før-moderne samfund havde mennesket en forståelse af, at fremtiden ville forme sig med udgangspunkt i og ikke langt fra fortiden. De levede i en struktur, som kan betegnes som statisk indenfor både produktion, samfundsforhold og levevis. Var man født som søn af en bonde, blev man efter al sandsynlighed også bonde selv, og man abonnerede så at sige på sine forfædres erfaringer, når man tolkede sig selv. Det vil sige, at det erfaringsrum, samtidens mennesker forstod sig selv ud fra, havde stor indflydelse på deres fremtidshorisont. Hvordan skulle man have en forventning om en meget anderledes fremtid, når ens erfaringsrum er knyttet til en statisk opfattelse af liv og samfund?
Det moderne menneske dannede derimod ikke længere sin forventningshorisont ud fra erfaringsrummet. I perioden 1750-1850 blev så mange grundlæggende forandringer indenfor politik, produktion og filosofi skabt, så grundlaget for menneskets opfattelse af sig selv blev forandret. Det var elementer som fx oplysningstid. oversøisk ekspansion, udvikling i videnskab og teknologi, drastisk økonomisk vækst og politiske revolutioner som betød, at afstanden mellem erfaring og forventning blev markant større i denne periode. Nye muligheder lagde grunden for bla. udviklingen af kapitalismen, som med udgangspunkt i opdagelser og industrialisering øgede forventningerne om fremtiden, som gled stadigt længere fra det statiske erfaringsrum. Da udviklingen gik så hurtigt, var der ikke mulighed for at skabe et nyt erfaringsrum, som kunne skabe grundlag en gendannelse af sammenhængen med fremtidshorisonten. Tværtimod bliver det en ny doktrin for det moderne menneske, ikke at lade sig begrænse af fortidens erfaringer i dannelsen af fremtiden.
Det er derfor, at vi kan ikke forstå tiden før 1850, da den forcerede bevægelse ind i moderniteten har afskåret os fra det erfaringsrum, det før-moderne menneske trak på. Dette betyder dog heldigvis ikke, at vi skal lade fortiden ligge, men ved hjælp af en grundig analyse med hjælp fra de metoder som er beskrevet her på siden, kan vi kommer tættere på en forståelse af fortidens menneskers brug og forståelse af begreber.
Begrebshistorien er heller ikke indskrænket til at forholde sig til det før-moderne samfund, men kan sagtens benyttes til en forståelse af nyere problemstillinger. Begreber som menneskerettigheder, demokrati og folk er hele tiden i forandring og afhængig af den kontekst, de bliver brugt i, så bare se at komme i gang...