Når du skal finde materiale, skal du selvfølgelig benytte dig af biblioteker. Vi har jo både vores eget bibliotek på skolen, dit lokale kommunebibliotek eller bibliotek.dk, som er en fælles database for alle kommune-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker. Brug derudover gerne vores fremragende bibliotekar på 3. sal og de databaser, vi abonnerer på.
Men langt de fleste veje til materialet foregår gennem en Googlesøgning. Det er I helt bekendte med, men der er alligevel nogle gode tips til, hvordan man får det meste ud af sin søgning.
For det første kræver det en vis tålmodighed og grundighed. Man oplever for tit, at elever melder tilbage, at de ikke har kunnet finde materiale, hvis ikke det dukker op på den første side. Ofte skal man lede de første 3-4 sider igennem (30-40 hits), før man finder det, man leder efter. Ligeledes er det bestemt ikke sikkert, at de første hits er de bedste. Du vil jo gerne have den bedste mulige litteratur til din opgave, og det kan altså godt være, at den ligger lidt længere væk. Endelig kræver det ofte, at man lige åbner linket og læser det igennem, før man vurderer, om det er egnet eller ej. Med andre ord kommer du ikke uden om at lægge et vist stykke arbejde i denne del af opgaven.
For at få de mest præcise resultater er det en rigtig god ide at lave avancerede søgninger. Det præciserer dine søgekriterier og bringer antallet af hits ned, og din vej til det ønskede materiale bliver væsentligt kortere, og opgaven bliver lettere med en minimal arbejdsindsats.
Hvis du fx gerne vil vide noget om mordet på John F. Kennedy, vil det være en god ide at sætte citationstegn omkring dine søgeord. Hvis du skriver "Kennedy assassination", vil du kun få resultater, hvor disse to ord står ved siden af hinanden, og sider, der fokuserer på alt muligt andet om Kennedy eller alle mulige andre mord, vil blive sorteret fra.
Vil du på den anden side skrive en opgave om Kennedy, men ikke er interesseret om hans mord - hvilket fylder temmelig mange sider på nettet - kan du sætte et minustegn for det ene ord (Kennedy -assassination). Du skal blot huske at sætte minustegnet helt op af det ikke-ønskede ord uden mellemrum. Derved fremkommer alle de sider, som ikke indeholder ordet "assassination", og mængden af søgeresultater falder drastisk.
Jeg vil i den forbindelse kraftigt anbefale, at man som default på alle historiefaglige søgninger skriver "-studienet" og "-studieportalen". De dukker ofte op højt på listen, men tag nu et godt råd fra en, der af og til læser, hvilke opgaver der ligger derinde. Der er ufattelig meget sludder og frygtelig dårlige opgaver, og på mange af de blogs og forummer, der findes der, er de fremkomne svar som oftest latterligt nonsens og i bedste fald upræcist. Er du i tvivl om noget, så spørg din faglærer!
Skal man lave en søgning, hvor man er interesseret i flere forskellige ting, kan man bruge OR i sin søgning (husk, at det skal stå med store bogstaver). Man kunne fx godt forestille sig, at du er ude efter noget kvantitativt materiale til en historieopgave, men ikke helt ved, hvad du vil bruge. Det være både statistikker, tabeller, modeller eller grafer. Hvis du skriver alle fire ord ind i en søgning, vil du kun få resultater, hvor alle fire ord findes på hver enkelt side, og det er jo ikke meningen. Hvis du sætter OR imellem de fire ord, vil du kun få resultater, hvor enten ét af ordene findes, eller hvor flere optræder. Modsat det tidligere eksempel, udvider du hermed søgning, så du kommer tættere på det ønskede materiale.
Nogle gange ved du (eller har en fornemmelse af), at et bestemt materiale findes på en særlig hjemmeside, men du kan bare ikke finde det. Her kan du benytte dig af søgefunktionen site:, som kun søger på en enkelt hjemmeside. For eksempel findes der et rigtig anvendeligt arkiv, der hedder nationalarchives.gov.uk, hvor en ubeskrivelig mængde kilder er til rådighed. Til gengæld er der så mange kilder, at det kan være svært at få overblik. Hvis du fx er interesseret i kilder om Singapore, kan du med fordel skrive "site:nationalarchives.gov.uk singapore". Herved kommer der kun resultater frem fra denne hjemmeside, hvor Singapore nævnes, og sider fra andre afsendere, hvor både National Archives og Singapore nævnes, bliver sorteret fra.