Levn eller beretning?
I vores arbejde med kilderne skal vi tidligt i analyseprocessen beslutte os for ENTEN:
Der er grundlæggende forskel på typer af kilder - ud over de forskellige genrer og deres indhold. Vi kan nemlig inddele og behandle dem alt efter, hvilken status de har i forhold til den historie, vi gerne vil fortælle.
Nogle kilder er i sig selv et lille stykke af af den relevante fortidige virkelighed, som kan bruges til at sige noget om historien (som vi jo fortæller) - dem kalder vi levn, da de er en rest fra fortiden. Levnene ER faktisk fortiden.
Andre kilder står uden for den relevante fortid, men siger noget om den fortidige virkelighed - dem kalder vi for beretninger, da de jo er en fortælling om fortiden. (Se model til højre)
Allerhelst vil vi jo kunne fortælle vores historie udelukkende ved brug af levn - fortidens rester. Det ville være de "autentiske" byggesten, som vi kunne bruge til at opbygge vores korrekte rekonstruktion af fortidens begivenheder. Det er et ædelt motiv - men så let går det desværre ikke. Vores levn er alt for få, for usikre og fragmentariske til, at vi kan bygge en sammenhængende historie op kun af disse. Vi er med andre ord nødt til at benytte os af, hvad forskellige aktører har ment om de fortidige begivenheder for at skabe et helstøbt billede - altså de fortællinger om fortiden, som vi kalder beretninger. Problemet består i, at disse aktører måske ikke har en tilstrækkelig viden til at kunne beskrive fortiden korrekt, måske er blevet vildledt af andre, har glemt vigtige dele eller slet og ret lyver om, hvad der egentlig er foregået. Derved står vi i den situation, at vi må undersøge, om der er problemer med beretningens troværdighed og dermed skal vi have i nogle andre kildekritiske redskaber fra værktøjskassen, end hvis vi havde at gøre med et levn.
Levn og beretning i brug - Slutninger:
Levnsslutning: At bruge en kilde som et levn vil som sagt sige, at man ser kilden som lille del af den samlede historie, vi gerne vil undersøge. Hvis vi fx ser på billedet til højre, har vi at gøre med Dannevirkefæstningen, som ligger i Nordtyskland, men som var en del af et dansk forsvarsværk, indtil Slesvig blev tabt i 1864. Dannevirke stammer muligvis helt tilbage fra 500-tallet og har således i århundreder fungeret som et værn mod invasion fra det tyske område. Vi kan bruge Dannevirke til at se på, hvordan Danmark i perioder har udbygget og forstærket volden, og derved kan vi bruge den til at sige noget om, hvornår Danmark har følt sig presset sydfra. Vi går således ikke i gang med at lave troværdighedsvurderinger af volden - den ser nu engang ud, som den gør, og det kan jo ikke være løgn, en vildledelse eller en forglemmelse. Den ER bare fortid.
Det samme kan ses i et eksempel med tekster: Holder Thorvald Stauning en tale om hans syn på demokrati i 1930'erne, kan det godt være, at han ikke er faktuelt korrekt i hans beskrivelse, men vi kan i stedet vælge at se talen som et udtryk for, hvordan der fra nogle sider var bekymringer over presset fra Tyskland, og her er han jo helt troværdig.
Vi vil stadig trække på vores kildekritik omkring ophavsanalyse, når vi skal undersøge, hvorfor han taler på en bestemt måde, men det er som sådan ikke interessant for os, om han taler sandt i den rendyrkede levnsslutning.
Vi kan altså sagtens have at gøre med tekster, der lyver hurtigere, end en hest kan rende, men det interesserer os bare ikke på dette plan. Ved levnsslutninger vil vi vide noget om tankerne, der ligger bag ved, og her kan det være mere hensigtsmæssigt at se på fx diskursanalyse og/eller mentalitetshistorie.
Beretningsslutning: Nogle gange er beretningerne selv en del af fortiden og altså både levn og beretning på samme tid. De siger altså både noget om fortiden, men er på samme tidspunkt en del af en bestemt fortid. Ser man til højre på C.A. Lorentzens maleri fra 1809, der viser Dannebrogs fald fra fra himlen i forbindelse med slaget ved Lyndanisse i 1219, kan man undersøge, om det egentlig er sandt, hvad billedet påstår. Vi vil undersøge kildens tendens, kildens ophavssituation (herunder se på afsender/modtager, afstand mellem begivenhed og maletidspunkt, formål, cui bono mm.) og repræsentativitet. Og i sidste ende skal vi spørge os selv, om kildens afsender har grund til at lyve. Faldt Dannebrog virkelig ned fra himlen? Nej, formentlig ikke, men hvorfor så vælge at berette noget, som ikke er faktuelt rigtigt? Det er det relevante spørgsmål at stille - ikke blot en påvisning af, at det ikke er korrekt.
Og levnslutning igen: Men samtidig er kilden jo et lille stykke ægte fortid fra starten af 1800-tallet. Og vil vi forstå, hvorfor nationalromatikkens malere benyttede sig af historiske motiver giver det jo ikke megen mening at lave en troværdighedsvurdering - det er jo netop ikke 1200-tallet, men 1800-tallet vi vil forstå, og her er udsagnet gennemført ægte og autentisk.
I disse tilfælde er det altså vores problemstilling som afgør, om vi vil bruge kilden som levn eller beretning. Se flere eksempler her.
I vores arbejde med kilderne skal vi tidligt i analyseprocessen beslutte os for ENTEN:
- hvilke kilder der kræves af vores problemstilling.
- hvad vi vil bruge vores fundne eller udleverede kilder til.
Der er grundlæggende forskel på typer af kilder - ud over de forskellige genrer og deres indhold. Vi kan nemlig inddele og behandle dem alt efter, hvilken status de har i forhold til den historie, vi gerne vil fortælle.
Nogle kilder er i sig selv et lille stykke af af den relevante fortidige virkelighed, som kan bruges til at sige noget om historien (som vi jo fortæller) - dem kalder vi levn, da de er en rest fra fortiden. Levnene ER faktisk fortiden.
Andre kilder står uden for den relevante fortid, men siger noget om den fortidige virkelighed - dem kalder vi for beretninger, da de jo er en fortælling om fortiden. (Se model til højre)
Allerhelst vil vi jo kunne fortælle vores historie udelukkende ved brug af levn - fortidens rester. Det ville være de "autentiske" byggesten, som vi kunne bruge til at opbygge vores korrekte rekonstruktion af fortidens begivenheder. Det er et ædelt motiv - men så let går det desværre ikke. Vores levn er alt for få, for usikre og fragmentariske til, at vi kan bygge en sammenhængende historie op kun af disse. Vi er med andre ord nødt til at benytte os af, hvad forskellige aktører har ment om de fortidige begivenheder for at skabe et helstøbt billede - altså de fortællinger om fortiden, som vi kalder beretninger. Problemet består i, at disse aktører måske ikke har en tilstrækkelig viden til at kunne beskrive fortiden korrekt, måske er blevet vildledt af andre, har glemt vigtige dele eller slet og ret lyver om, hvad der egentlig er foregået. Derved står vi i den situation, at vi må undersøge, om der er problemer med beretningens troværdighed og dermed skal vi have i nogle andre kildekritiske redskaber fra værktøjskassen, end hvis vi havde at gøre med et levn.
Levn og beretning i brug - Slutninger:
Levnsslutning: At bruge en kilde som et levn vil som sagt sige, at man ser kilden som lille del af den samlede historie, vi gerne vil undersøge. Hvis vi fx ser på billedet til højre, har vi at gøre med Dannevirkefæstningen, som ligger i Nordtyskland, men som var en del af et dansk forsvarsværk, indtil Slesvig blev tabt i 1864. Dannevirke stammer muligvis helt tilbage fra 500-tallet og har således i århundreder fungeret som et værn mod invasion fra det tyske område. Vi kan bruge Dannevirke til at se på, hvordan Danmark i perioder har udbygget og forstærket volden, og derved kan vi bruge den til at sige noget om, hvornår Danmark har følt sig presset sydfra. Vi går således ikke i gang med at lave troværdighedsvurderinger af volden - den ser nu engang ud, som den gør, og det kan jo ikke være løgn, en vildledelse eller en forglemmelse. Den ER bare fortid.
Det samme kan ses i et eksempel med tekster: Holder Thorvald Stauning en tale om hans syn på demokrati i 1930'erne, kan det godt være, at han ikke er faktuelt korrekt i hans beskrivelse, men vi kan i stedet vælge at se talen som et udtryk for, hvordan der fra nogle sider var bekymringer over presset fra Tyskland, og her er han jo helt troværdig.
Vi vil stadig trække på vores kildekritik omkring ophavsanalyse, når vi skal undersøge, hvorfor han taler på en bestemt måde, men det er som sådan ikke interessant for os, om han taler sandt i den rendyrkede levnsslutning.
Vi kan altså sagtens have at gøre med tekster, der lyver hurtigere, end en hest kan rende, men det interesserer os bare ikke på dette plan. Ved levnsslutninger vil vi vide noget om tankerne, der ligger bag ved, og her kan det være mere hensigtsmæssigt at se på fx diskursanalyse og/eller mentalitetshistorie.
Beretningsslutning: Nogle gange er beretningerne selv en del af fortiden og altså både levn og beretning på samme tid. De siger altså både noget om fortiden, men er på samme tidspunkt en del af en bestemt fortid. Ser man til højre på C.A. Lorentzens maleri fra 1809, der viser Dannebrogs fald fra fra himlen i forbindelse med slaget ved Lyndanisse i 1219, kan man undersøge, om det egentlig er sandt, hvad billedet påstår. Vi vil undersøge kildens tendens, kildens ophavssituation (herunder se på afsender/modtager, afstand mellem begivenhed og maletidspunkt, formål, cui bono mm.) og repræsentativitet. Og i sidste ende skal vi spørge os selv, om kildens afsender har grund til at lyve. Faldt Dannebrog virkelig ned fra himlen? Nej, formentlig ikke, men hvorfor så vælge at berette noget, som ikke er faktuelt rigtigt? Det er det relevante spørgsmål at stille - ikke blot en påvisning af, at det ikke er korrekt.
Og levnslutning igen: Men samtidig er kilden jo et lille stykke ægte fortid fra starten af 1800-tallet. Og vil vi forstå, hvorfor nationalromatikkens malere benyttede sig af historiske motiver giver det jo ikke megen mening at lave en troværdighedsvurdering - det er jo netop ikke 1200-tallet, men 1800-tallet vi vil forstå, og her er udsagnet gennemført ægte og autentisk.
I disse tilfælde er det altså vores problemstilling som afgør, om vi vil bruge kilden som levn eller beretning. Se flere eksempler her.