Historie vs. erindring
Når vi har historie som undervisningsfag, bruger vi meget tid på at undersøge, hvordan fortidens begivenheder har udspillet sig, hvad årsagerne til disse var, og hvilken betydning de har haft.
Nogle gange kan det have karakter af myth-busting, når vi vil dekonstruere forskellige opfattelser af fortiden. Dette arbejde er jo vigtigt, når vi skal undersøge, hvordan fortiden har påvirket eftertiden med henblik på at kunne forstå vores nutid, og vi vil derfor gerne komme eventuelle fejlkilder til livs.
Men hvad gør vi ved de erindringer, som jo findes overalt omkring os, og som også er en meget virkelig virkelighed for mange mennesker? Dem skal vi jo tage alvorligt, for tager man erindringerne fra folk eller falsificerer dem direkte, roder man godt og grundigt ved folks grundlæggende identitet. Man kan derfor vælge at undersøge historiebrug i forskellige sammenhænge.
Vores mål bliver således at forstå, hvordan forskellige kulturer forstår fortiden.
Derved kommer fokus på hverdagens historiebrug – uden for historikernes lærde bøger, og målet er IKKE myth-busting. Derved sætter vi vores sædvanlige søgen efter troværdighed på stand by, for i denne optik findes der ikke misbrug af historien – kun brug af den.
Når vi undersøger, hvad der skaber erindring, ser vi på:
På mange måder kan erindringshistorie behandles med samme værktøjer, som vi ville bruge i en litterær analyse. Vi kan undersøge, om der genremæssigt er tale om et helteepos eller en tragedie - vi kan se på fortællingens billedsprog og metaforer - vi kan analysere dens symboler, og vi kan se på det filosofiske grundlag bag erindringens narrativ.
Til højre kan du se nogle eksempler på troper som helteepos (en slags Klods Hans historie om ham, der kom fra ingenting og vandt det hele) eller tragedien (ham, der havde det hele, men spillede alle de gode kort af hånden). Nederst er de eksemplificeret ved amerikanske eksempler, hvor helteeposet ses i fænomenet Black History Month (hvor man én måned om året fokuserer på afroamerikansk historie) dyrker fortællingen om afroamerikanerne, som kom fra slaveriet, men udviklede sig til enestående individer, som dem man kan se på billedet. Tragedien kan derimod ses i den fortælling den republikanske præsidentkandidat Donald Trump brugte i sin kampagne i 2016, hvor han fortalte historien om et USA, der havde bevæget sig fra det sublime til det rene forfald.
Endelig kan man sætte fortællingerne ind i den litterære strukturalismes aktantmodel og se på, hvilke helte og skurke, hjælpere og modstandere samt givere og modtagere der viser sig.
Og når alt dette er gjort, køres resultatet igennem vores kildekritiske maskine, der forholder kilden, som jo er erindringens fortælling, til sin ophavssituation. Her er det altså ikke den fortid, kilden taler om, vi skal analysere, men den tid kilden er skabt i. Og det skal der nok komme noget interessant ud af...
Når vi har historie som undervisningsfag, bruger vi meget tid på at undersøge, hvordan fortidens begivenheder har udspillet sig, hvad årsagerne til disse var, og hvilken betydning de har haft.
Nogle gange kan det have karakter af myth-busting, når vi vil dekonstruere forskellige opfattelser af fortiden. Dette arbejde er jo vigtigt, når vi skal undersøge, hvordan fortiden har påvirket eftertiden med henblik på at kunne forstå vores nutid, og vi vil derfor gerne komme eventuelle fejlkilder til livs.
Men hvad gør vi ved de erindringer, som jo findes overalt omkring os, og som også er en meget virkelig virkelighed for mange mennesker? Dem skal vi jo tage alvorligt, for tager man erindringerne fra folk eller falsificerer dem direkte, roder man godt og grundigt ved folks grundlæggende identitet. Man kan derfor vælge at undersøge historiebrug i forskellige sammenhænge.
Vores mål bliver således at forstå, hvordan forskellige kulturer forstår fortiden.
Derved kommer fokus på hverdagens historiebrug – uden for historikernes lærde bøger, og målet er IKKE myth-busting. Derved sætter vi vores sædvanlige søgen efter troværdighed på stand by, for i denne optik findes der ikke misbrug af historien – kun brug af den.
Når vi undersøger, hvad der skaber erindring, ser vi på:
- Monumenter
- Film
- Bøger
- Medier
- Faghistorikere
- Mindehøjtideligheder
- Politikere
- Skole
På mange måder kan erindringshistorie behandles med samme værktøjer, som vi ville bruge i en litterær analyse. Vi kan undersøge, om der genremæssigt er tale om et helteepos eller en tragedie - vi kan se på fortællingens billedsprog og metaforer - vi kan analysere dens symboler, og vi kan se på det filosofiske grundlag bag erindringens narrativ.
Til højre kan du se nogle eksempler på troper som helteepos (en slags Klods Hans historie om ham, der kom fra ingenting og vandt det hele) eller tragedien (ham, der havde det hele, men spillede alle de gode kort af hånden). Nederst er de eksemplificeret ved amerikanske eksempler, hvor helteeposet ses i fænomenet Black History Month (hvor man én måned om året fokuserer på afroamerikansk historie) dyrker fortællingen om afroamerikanerne, som kom fra slaveriet, men udviklede sig til enestående individer, som dem man kan se på billedet. Tragedien kan derimod ses i den fortælling den republikanske præsidentkandidat Donald Trump brugte i sin kampagne i 2016, hvor han fortalte historien om et USA, der havde bevæget sig fra det sublime til det rene forfald.
Endelig kan man sætte fortællingerne ind i den litterære strukturalismes aktantmodel og se på, hvilke helte og skurke, hjælpere og modstandere samt givere og modtagere der viser sig.
Og når alt dette er gjort, køres resultatet igennem vores kildekritiske maskine, der forholder kilden, som jo er erindringens fortælling, til sin ophavssituation. Her er det altså ikke den fortid, kilden taler om, vi skal analysere, men den tid kilden er skabt i. Og det skal der nok komme noget interessant ud af...