Troværdighed & tendens / modtendens
Når man arbejder med kilder, kan man ofte komme i tvivl om, hvorvidt kilden taler sandt, og hvordan skal man kunne afgøre det? For kilder glemmer, lyver, overdriver og underdriver, hvis det passer i deres kram.
Troværdighed
Vi vil jo gerne vide, om vi kan stole på de oplysninger, vi finder i vores kilder. Derfor spørger vi ind til kildens troværdighed, og her kan en analyse af kildens ophavssituation nærme sig en afklaring af, hvad der er sandt, og hvad der ikke er.
Det er dog voldsomt vigtigt, at vi altid forholder os til, hvad kilden er troværdig i forhold til. Siger kilden noget om faktuelle begivenheder, kan vi jo vurdere, om det er sandt eller falsk. Men hvad hvis det så er falsk? Skal vi så smide kilden væk, fordi den er utroværdig? Ikke nødvendigvis, for selvom kilden måske ikke er sandfærdig, kan den jo godt sige noget om en afsender eller en periodes selvforståelse. Når nazister fx beskriver jøder i mellemkrigstiden, er det selvsagt ikke sandt, men en sådan kilde er jo rigtig troværdig i forhold til en forståelse af nazisme som en ideologi i sin periode. Der kan du læse mere om ved hjælp af begreberne levn og beretning her.
Grund til at lyve?
Det leder hen til det mest grundlæggende spørgsmål i en troværdighedsanalyse - nemlig: Har afsenderen grund til at lyve? Ligger det til afsenderens fordel at fremhæve, udelade eller lyve, skal vi være påpasselige. For at kunne svare på dette kræver det, at man grundigt undersøger, hvem afsenderen er, og hvilken kontekst vedkommende skriver ud fra (kildens ophavssituation), og her må man så vurdere afsenderens nytte i at omgås virkeligheden. Det er jo ikke ensbetydende med, at afsenderen lyver, men det skal få os til at gå dybere ned i en analyse af troværdigheden.
Cui bono?
I forbindelse med en sådan analyse kan man undersøge "Hvem det gavner?", som på latin hedder Cui Bono. Nogle gange kan man blive forblændet af, hvordan kilden er skrevet, men ser man bag det umiddelbare udtryk, må man vurdere, hvem der egentlig får noget ud af de udsagn, der står i kilden.
- Bliver fremstillingen af en sag vægtet positivt eller negativt af afsenderen, og hvorfor gøres det? Dette kan uddybes med en analyse af tendens.
Spørgsmålet er, hvem der bliver glade, og hvem der bliver kede af det, i forhold til hvad der står i kilden ud fra den ophavssituation, teksten er skrevet i.
Tendens
Når vi læser en kilde, vil kilden ofte have en tendens. Det vil sige, at kilden forfølger et bestemt synspunkt, som farver teksten; det kan være et ideologisk synspunkt, et personligt synspunkt eller en bestemt måde at beskrive og vurdere en begivenhed på. Kildens forfatter vil således oftest forsøge at opprioritere forhold, som støtter hans synspunkt og nedprioritere forhold, som går imod hans synspunkter. Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at kildens forfatter er løgnagtig, men at virkeligheden set gennem hans øjne tager sig ud på en bestemt måde. Vi har alle en forskellig opvækst, traditioner, overbevisning og erfaringer, som har indflydelse på, hvordan vi opfatter virkeligheden. En tendens kan altså både stamme fra bevidst fremstilling af en oplevelse til det mere ubevidste. Når vi læser en tendentiøs kilde, er vi ofte med på, at vi skal være på vagt omkring dens troværdighed, men det er jo ikke ensbetydende med, at kilden lyver.
Man kan få en forståelse af kildens tendens ved at lave en sproglig analyse af kilden. Man undersøger her, hvilke ladede begreber der bruges, og hvilket system forfatteren sætter sine betragtninger ind i. Hvis vi så sammenholder kilden med andre kilders oplevelse af samme situation, kan tendensen komme til at stå tydeligt frem.
Modtendens
Når vi vil undersøge en kildes troværdighed, leder vi derfor efter en modtendens. Dette er forhold, som går imod den generelle tendens i kilden. Hvis forfatteren pludselig anerkender handlinger begået af en modstander, må man spørge sig selv: Hvad får han ud af at anerkende eller rose modstanderen? Hvis vi ikke umiddelbart kan finde nogen forklaring på dette, må vi tage oplysningerne for gode varer, for hvorfor forære modstanderen et argument, hvis ikke det er sandt?
Tænkt eksempel: En kilde, der generelt har en meget positiv tendens overfor Che Guevara anslår, at han personligt står bag henrettelser af 100 personer. Hvis den ville forsøge at glorificere Che, kunne den således blot hævde, at han aldrig havde slået nogen ihjel, men dette går så meget imod, hvad de fleste ved, så de bliver nødt til at anføre et minimum. Vi kan derfor gå ud fra, at Che Guevara har slået minimum 100 personer ihjel, da kilden jo ikke har nogen grunde til at overdrive dette tal, og tallet går mod tendensen i kilden.
På samme måde forholder det sig med en kilde, der har en stærkt kritisk tendens overfor Che Guevara. Hvis den hævder, at Che Guevara aldrig har slået nogen mennesker ihjel, kan vi også tage dette for gode varer, da forfatterne jo ville have alle mulige grunde til at fremstille Che som morder, hvis det altså ikke lige var i modstrid med, hvad alle folk viste. De 0 dræbte går altså mod tendensen i kilden.
Troværdighed
Vi vil jo gerne vide, om vi kan stole på de oplysninger, vi finder i vores kilder. Derfor spørger vi ind til kildens troværdighed, og her kan en analyse af kildens ophavssituation nærme sig en afklaring af, hvad der er sandt, og hvad der ikke er.
Det er dog voldsomt vigtigt, at vi altid forholder os til, hvad kilden er troværdig i forhold til. Siger kilden noget om faktuelle begivenheder, kan vi jo vurdere, om det er sandt eller falsk. Men hvad hvis det så er falsk? Skal vi så smide kilden væk, fordi den er utroværdig? Ikke nødvendigvis, for selvom kilden måske ikke er sandfærdig, kan den jo godt sige noget om en afsender eller en periodes selvforståelse. Når nazister fx beskriver jøder i mellemkrigstiden, er det selvsagt ikke sandt, men en sådan kilde er jo rigtig troværdig i forhold til en forståelse af nazisme som en ideologi i sin periode. Der kan du læse mere om ved hjælp af begreberne levn og beretning her.
Grund til at lyve?
Det leder hen til det mest grundlæggende spørgsmål i en troværdighedsanalyse - nemlig: Har afsenderen grund til at lyve? Ligger det til afsenderens fordel at fremhæve, udelade eller lyve, skal vi være påpasselige. For at kunne svare på dette kræver det, at man grundigt undersøger, hvem afsenderen er, og hvilken kontekst vedkommende skriver ud fra (kildens ophavssituation), og her må man så vurdere afsenderens nytte i at omgås virkeligheden. Det er jo ikke ensbetydende med, at afsenderen lyver, men det skal få os til at gå dybere ned i en analyse af troværdigheden.
Cui bono?
I forbindelse med en sådan analyse kan man undersøge "Hvem det gavner?", som på latin hedder Cui Bono. Nogle gange kan man blive forblændet af, hvordan kilden er skrevet, men ser man bag det umiddelbare udtryk, må man vurdere, hvem der egentlig får noget ud af de udsagn, der står i kilden.
- Bliver fremstillingen af en sag vægtet positivt eller negativt af afsenderen, og hvorfor gøres det? Dette kan uddybes med en analyse af tendens.
Spørgsmålet er, hvem der bliver glade, og hvem der bliver kede af det, i forhold til hvad der står i kilden ud fra den ophavssituation, teksten er skrevet i.
Tendens
Når vi læser en kilde, vil kilden ofte have en tendens. Det vil sige, at kilden forfølger et bestemt synspunkt, som farver teksten; det kan være et ideologisk synspunkt, et personligt synspunkt eller en bestemt måde at beskrive og vurdere en begivenhed på. Kildens forfatter vil således oftest forsøge at opprioritere forhold, som støtter hans synspunkt og nedprioritere forhold, som går imod hans synspunkter. Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at kildens forfatter er løgnagtig, men at virkeligheden set gennem hans øjne tager sig ud på en bestemt måde. Vi har alle en forskellig opvækst, traditioner, overbevisning og erfaringer, som har indflydelse på, hvordan vi opfatter virkeligheden. En tendens kan altså både stamme fra bevidst fremstilling af en oplevelse til det mere ubevidste. Når vi læser en tendentiøs kilde, er vi ofte med på, at vi skal være på vagt omkring dens troværdighed, men det er jo ikke ensbetydende med, at kilden lyver.
Man kan få en forståelse af kildens tendens ved at lave en sproglig analyse af kilden. Man undersøger her, hvilke ladede begreber der bruges, og hvilket system forfatteren sætter sine betragtninger ind i. Hvis vi så sammenholder kilden med andre kilders oplevelse af samme situation, kan tendensen komme til at stå tydeligt frem.
Modtendens
Når vi vil undersøge en kildes troværdighed, leder vi derfor efter en modtendens. Dette er forhold, som går imod den generelle tendens i kilden. Hvis forfatteren pludselig anerkender handlinger begået af en modstander, må man spørge sig selv: Hvad får han ud af at anerkende eller rose modstanderen? Hvis vi ikke umiddelbart kan finde nogen forklaring på dette, må vi tage oplysningerne for gode varer, for hvorfor forære modstanderen et argument, hvis ikke det er sandt?
Tænkt eksempel: En kilde, der generelt har en meget positiv tendens overfor Che Guevara anslår, at han personligt står bag henrettelser af 100 personer. Hvis den ville forsøge at glorificere Che, kunne den således blot hævde, at han aldrig havde slået nogen ihjel, men dette går så meget imod, hvad de fleste ved, så de bliver nødt til at anføre et minimum. Vi kan derfor gå ud fra, at Che Guevara har slået minimum 100 personer ihjel, da kilden jo ikke har nogen grunde til at overdrive dette tal, og tallet går mod tendensen i kilden.
På samme måde forholder det sig med en kilde, der har en stærkt kritisk tendens overfor Che Guevara. Hvis den hævder, at Che Guevara aldrig har slået nogen mennesker ihjel, kan vi også tage dette for gode varer, da forfatterne jo ville have alle mulige grunde til at fremstille Che som morder, hvis det altså ikke lige var i modstrid med, hvad alle folk viste. De 0 dræbte går altså mod tendensen i kilden.