Historiens niveauer
Når man undersøger historien, er der ofte en mere eller mindre eksplicit idé om, at historien foregår på forskellige niveauer, og at disse niveauer påvirker hinanden. Ofte vil den enkelte historiker mere eller mindre bevidst fokusere på ét af niveauerne, ligesom forskellige retninger indenfor historiefaget fokuserer på forskellige niveauer.
Man kan for overskuelighedens skyld sætte de forskellige retninger op i modellen ovenfor:
På den vandrette led kan man se på forskellige forklaringer, hvor den ”samfundsfaglige” forklaring vil fokusere på de dybere strukturer eller tendenser i samfundet, mens den traditionelt historiske forklaring vil fokusere på, hvad aktøren gør. I denne sammenhæng er en aktør ikke kun en person, men også en gruppe personer, en bevægelse, et parti eller en organisation. Pointen er, at de handler, og ved deres handling skaber forandringer i samfundet. En strukturalist ville kritisere denne tilgang til historien for, at aktørerne kan have nok så mange gode idéer, men hvis de ikke er i overensstemmelse med strukturerne i samfundet, ville det aldrig kunne blive til virkelighed. Fx ville en mentalitetshistoriker kritisere en idéhistoriker for, at Luther nok havde mange gode idéer, men at de aldrig ville have fået de voldsomme konsekvenser de havde, hvis det ikke var for den generelle krisestemning, der prægede samfundet, og som gjorde Luthers teologiske idéer relevante for bredere dele af befolkningen. Man ville bemærke, at fx Jan Hus eller Wycliff havde mange af de samme idéer, uden at det førte noget blivende med sig.
Man kan for overskuelighedens skyld sætte de forskellige retninger op i modellen ovenfor:
På den vandrette led kan man se på forskellige forklaringer, hvor den ”samfundsfaglige” forklaring vil fokusere på de dybere strukturer eller tendenser i samfundet, mens den traditionelt historiske forklaring vil fokusere på, hvad aktøren gør. I denne sammenhæng er en aktør ikke kun en person, men også en gruppe personer, en bevægelse, et parti eller en organisation. Pointen er, at de handler, og ved deres handling skaber forandringer i samfundet. En strukturalist ville kritisere denne tilgang til historien for, at aktørerne kan have nok så mange gode idéer, men hvis de ikke er i overensstemmelse med strukturerne i samfundet, ville det aldrig kunne blive til virkelighed. Fx ville en mentalitetshistoriker kritisere en idéhistoriker for, at Luther nok havde mange gode idéer, men at de aldrig ville have fået de voldsomme konsekvenser de havde, hvis det ikke var for den generelle krisestemning, der prægede samfundet, og som gjorde Luthers teologiske idéer relevante for bredere dele af befolkningen. Man ville bemærke, at fx Jan Hus eller Wycliff havde mange af de samme idéer, uden at det førte noget blivende med sig.