Konflikt eller konsensus?
Når historie skrives i fx sekundærlitteraturen, kan man ofte iagttage, at fortiden bliver beskrevet ud fra enten et konsensusperspektiv, hvor en generel enighed mellem aktørerne bliver prioriteret, og et konfliktperspektiv, hvor indbyrdes konkurrence, modsætninger eller forskellige interesser anses som det væsentligste.
Det kan syntes som en meget banal måde at skrive historie på, som hverken fremstår særligt nuanceret eller professionel for den sags skyld. Svaret er dog, at en overordnet hælden til den ene af de to sider er svært helt at undgå. Det har forskellige forklaringer:
For det første er historiefaget jo et humanistisk fag, og derfor må man opgive forestilling om historikeren som en videnskabsmand i hvid kittel, der beskriver virkeligheden objektivt. Fortiden er én gang for alle overstået, og der er ingen som helst mulighed for at kunne genetablere den. Når vi så prøver et genskabe den tabte fortid, sker det jo altid ud fra et subjektivt perspektiv. Vi kan ikke sætte maskiner til at skrive historie, og historikeren er et menneske af kød og blod, som har et udgangspunkt (alder, nationalitet, køn, klasse osv.), erfaringer, politiske og etiske synspunkter og meget andet - ganske som alle andre mennesker - og det har naturligvis betydning for, hvordan man oplever verden og derfor sin historieskrivning. Alt andet ville være dybt mærkeligt...
Når det er sagt, skal man jo ikke bare overgive sig og mene, at man heldigvis ikke er forpligtet af krav om nuancer og bare kan skrive historien, som man syntes, men man skal være opmærksom på, at man ikke kommer til at være for entydigt i den ene eller den anden grøft, og ligeledes skal man være kritisk opmærksom, når man læser, hvad andre har skrevet om fortiden.
Lad os tage nogle eksempler. Som beskrevet andetsteds er TV-serien Matador en af de primære kilder til den danske befolknings viden om besættelsestiden. Her er der tale om en udpræget konsensusfortælling, hvor danskerne stod sammen mod besættelsesmagten. Det er naturligvis en TV-serie og ikke professionel historieskrivning, men Matador bygger faktisk på perspektivet i historieforskningen i besættelsen, som den så ud i 1950'erne og 1960'erne. Igennem 1980'erne og 1990'erne ændredes historiefortællingen imidlertid, og fokus blev i stedet lagt på alle de interne modsætninger, der fandtes i det danske samfund under besættelsen. Det var fx konflikterne internt i modstandsbevægelsen, tyskerpigerne og værnemagerne, der blev lagt vægt på i forskningen. Ingen af de to historier er faktuelle forkerte og for den sags skyld heller ikke udtømmende, men forskellige vinkler på perioden.
Ligeledes har forskningen i middelalderens korstog vekslet mellem konflikt- og konsensusfortællinger. Nogle historikere har fokus på de mange sammenstød, slag, undertrykkelse og religiøs fundamentalisme, mens andre i stedet har fokus på kulturmødet, udveksling af viden, den i lange perioder fredelige sameksistens, pragmatikken og arabiske samfunds udviklethed. Politiske udgangspunkter har formentlig stor betydning for, om man placerer sig på den ene eller den anden forklaring, og ligeledes vil ønsker om fremtidige forhold mellem kristne og muslimer spille ind. Hvis I fx ser på nyere undervisningsbøger om korstog, er der en tendens til at prioritere konsensusfortællingen i højere grad end konflikt.
I forlængelse heraf er der nogle historikere, der i kraft af deres ideologi kommer til at presse et bestemt perspektiv nedover meget af deres historieskrivning. I marxismen er der fx en indbygget forståelse af en evig konflikt mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og her vil det ene perspektiv nødvendigvis styre læsningen af kilderne. En konservativ historieskrivning vil muligvis i højere grad beskrive en sammenhæng internt i en kultur og i mindre grad prioritere indbyrdes stridigheder.
Det skal du være opmærksom på, når du læser:
Når du læser, hvad andre har skrevet om fortiden, kan du med fordel vurdere, om de ligger primært på et konsensus- eller en konfliktperspektiv. Dette gøres jo oftest, når du har med sekundærlitteratur at gøre, og så kan du bruge din analyse til at vurdere, om litteraturen er lødig (ikke et for ensidigt perspektiv), og der måske er brug for en anden forklaring, eller du eventuelt kan bruge sekundærlitteraturen som kilde i stedet for.
Det skal du være opmærksom på, når du skriver:
Når du selv skriver i fx DHO eller SRP, skal du være meget opmærksom på, at du overvejer begge perspektiver. Det er helt i orden at have mere vægt på den ene side end den anden - du mener vel, at noget er mere rigtigt end andet - men begge perspektiver skal være tænkt igennem, så du dækker din ryg af for angreb.
Det kan syntes som en meget banal måde at skrive historie på, som hverken fremstår særligt nuanceret eller professionel for den sags skyld. Svaret er dog, at en overordnet hælden til den ene af de to sider er svært helt at undgå. Det har forskellige forklaringer:
For det første er historiefaget jo et humanistisk fag, og derfor må man opgive forestilling om historikeren som en videnskabsmand i hvid kittel, der beskriver virkeligheden objektivt. Fortiden er én gang for alle overstået, og der er ingen som helst mulighed for at kunne genetablere den. Når vi så prøver et genskabe den tabte fortid, sker det jo altid ud fra et subjektivt perspektiv. Vi kan ikke sætte maskiner til at skrive historie, og historikeren er et menneske af kød og blod, som har et udgangspunkt (alder, nationalitet, køn, klasse osv.), erfaringer, politiske og etiske synspunkter og meget andet - ganske som alle andre mennesker - og det har naturligvis betydning for, hvordan man oplever verden og derfor sin historieskrivning. Alt andet ville være dybt mærkeligt...
Når det er sagt, skal man jo ikke bare overgive sig og mene, at man heldigvis ikke er forpligtet af krav om nuancer og bare kan skrive historien, som man syntes, men man skal være opmærksom på, at man ikke kommer til at være for entydigt i den ene eller den anden grøft, og ligeledes skal man være kritisk opmærksom, når man læser, hvad andre har skrevet om fortiden.
Lad os tage nogle eksempler. Som beskrevet andetsteds er TV-serien Matador en af de primære kilder til den danske befolknings viden om besættelsestiden. Her er der tale om en udpræget konsensusfortælling, hvor danskerne stod sammen mod besættelsesmagten. Det er naturligvis en TV-serie og ikke professionel historieskrivning, men Matador bygger faktisk på perspektivet i historieforskningen i besættelsen, som den så ud i 1950'erne og 1960'erne. Igennem 1980'erne og 1990'erne ændredes historiefortællingen imidlertid, og fokus blev i stedet lagt på alle de interne modsætninger, der fandtes i det danske samfund under besættelsen. Det var fx konflikterne internt i modstandsbevægelsen, tyskerpigerne og værnemagerne, der blev lagt vægt på i forskningen. Ingen af de to historier er faktuelle forkerte og for den sags skyld heller ikke udtømmende, men forskellige vinkler på perioden.
Ligeledes har forskningen i middelalderens korstog vekslet mellem konflikt- og konsensusfortællinger. Nogle historikere har fokus på de mange sammenstød, slag, undertrykkelse og religiøs fundamentalisme, mens andre i stedet har fokus på kulturmødet, udveksling af viden, den i lange perioder fredelige sameksistens, pragmatikken og arabiske samfunds udviklethed. Politiske udgangspunkter har formentlig stor betydning for, om man placerer sig på den ene eller den anden forklaring, og ligeledes vil ønsker om fremtidige forhold mellem kristne og muslimer spille ind. Hvis I fx ser på nyere undervisningsbøger om korstog, er der en tendens til at prioritere konsensusfortællingen i højere grad end konflikt.
I forlængelse heraf er der nogle historikere, der i kraft af deres ideologi kommer til at presse et bestemt perspektiv nedover meget af deres historieskrivning. I marxismen er der fx en indbygget forståelse af en evig konflikt mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og her vil det ene perspektiv nødvendigvis styre læsningen af kilderne. En konservativ historieskrivning vil muligvis i højere grad beskrive en sammenhæng internt i en kultur og i mindre grad prioritere indbyrdes stridigheder.
Det skal du være opmærksom på, når du læser:
Når du læser, hvad andre har skrevet om fortiden, kan du med fordel vurdere, om de ligger primært på et konsensus- eller en konfliktperspektiv. Dette gøres jo oftest, når du har med sekundærlitteratur at gøre, og så kan du bruge din analyse til at vurdere, om litteraturen er lødig (ikke et for ensidigt perspektiv), og der måske er brug for en anden forklaring, eller du eventuelt kan bruge sekundærlitteraturen som kilde i stedet for.
Det skal du være opmærksom på, når du skriver:
Når du selv skriver i fx DHO eller SRP, skal du være meget opmærksom på, at du overvejer begge perspektiver. Det er helt i orden at have mere vægt på den ene side end den anden - du mener vel, at noget er mere rigtigt end andet - men begge perspektiver skal være tænkt igennem, så du dækker din ryg af for angreb.